|
Man kan ofte se på en yacht, om den person, den er bygget til, er nybegynder i gamet eller er en erfaren søulk. Og denne smukke yacht fra det tyske værft Lürssen er netop bygget til en, der ved, hvad det drejer sig om, for sjældent har vi set så gennemført en yacht. Tekst: Christian Friis Johansen Foto: Klaus Jordan
Skabt til oplevelserNavnet siger næsten det hele, for yachten er bygget til at kunne klare ekspeditioner på den nordlige del af halvkuglen. Den er godkendt til let is, hvilket betyder, at skrogets stævn er bygget af kraftigere stålplader end normalt, og at aksler og skruer også er kraftigere end normalt. Sammen med den store tankkapacitet på 240 tons og vandmaskiner, der kan producere 50.000 liter ferskvand om dagen, kan yachten klare sig til havs i længere perioder. Som et klassisk amerikansk hjemMan er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en amerikaner, der ejer yachten. Den oser langt væk af amerikansk stil på godt og ondt. Indretningen er hyggelig, men også tung, og vidste man ikke bedre, ville man tro, man var på en velhaverranch i Texas. Men det er faktisk også den briefing, indretningsarkitekten har fået. Det skulle være komfortabelt med masser af lys og ditto vægplads, så der var plads til en del af ejerens omfattende kunstsamling og en masse bøger. Næsten alle vægge er beklædt med egetræ, hvor noget er malet i lyse farver, andet holdt i sine naturlige farver. Indretningen er mere klassisk, end den er flashy, som man ser det på de russisk-ejede yachter. Men dermed ikke sagt at den er underspillet – slet, slet ikke. Nej, der er f.eks. glaselevator, der fører mellem fire af de seks dæk, biograf, marmorgulve i hallen, et selvspillende Steinway-flygel, skønhedssalon, fitnessrum, roulette og så den obligatoriske helipad. Nej, der mangler skam ikke noget om bord, og selvom man ikke taler om priser i disse kredse, så gætter vi på, at prisen på denne yacht ikke har kunnet holdes inden for tommelfingerreglen om en million euro pr. meter.
|