Tekst: Richard Meadon Foto: Greg Pajo

50 år senere …

Vi spoler nu hurtigt frem til år 2011 og et andet Aston Martin-Zagato-projekt, som også er ganske godt på vej. Under det forgangne halve århundrede har vi været vidne til, at DB4GT næsten har opnået mytisk status med deraf følgende astronomisk prissætning (p.t. omkring fem millioner pund). Og det, på trods af at bilen aldrig opnåede den succes på hverken racerbanerne eller hos kunderne, som David Brown havde håbet på. Men man kan ikke argumentere mod det faktum, at alle Astons, der bærer det daggertlignende Z-logo, har magisk appeal på mange bilsamlere. Med en 50-års-fødselsdag at fejre var timingen perfekt til skabelsen af en hyldest til DB4GT.

Baseret på eksisterende gadebil

I dag som dengang er den nye fælles bil baseret på en eksisterende high-performance-Aston Martin-model – den lille, potente V12 Vantage. Men hvor fremstillingen af DB4GT’s karrosseri hovedsageligt var lagt i hænderne på italienerne, er det denne gang mere et teamwork. Med et færdigt design i hånden gik firmaet CPP (Coventry Prototype Panels) i gang med at forme karrosseridele til to biler. Som i en scene fra det gamle Zagato-værksted i Milano kunne man se CPP’s pladesmede tage kolde aluminiumsplader og skabe fantastiske tredimensionelle former med simple midler som hammer, fil, klips og et såkaldt engelskhjul, hvor man kan skabe runde former. Men selvom det ser legende let ud, kræver det afsindig dygtige håndværkere og omhyggeligt udført arbejde at opnå karrosseridele med denne kompleksitet. Alene kofangeren består af syv individuelle stykker aluminium, som er formet og samlet i hånden for at skabe den helt rigtige finish og udtryk. Men netop denne grad af tidskrævende håndarbejde er det elementære link til Astons originale Zagato-model og viser, at Aston Martin har modet til at følge op på den sensationelle One-77-superbil med endnu en super eksklusiv, håndbygget bil med lille produktionsvolumen.

Afsløring under Villa d’Este Concours

Ligesom i 1960’erne har Aston Martin valgt en meget prestigefyldt event til afsløringen af V12 Zagato. Nemlig Villa d’Este Concours på bredden af Comosøen i Italien. I kategorien ’Concept Cars and Prototypes’ var V12 Zagato i maj måned oppe mod stærke modstandere som Jim Glickenhaus’ Ferrari P4/5-racer, som kun er produceret i ét eksemplar, en Ferrari 599 Superamerica, BMW’s 328 Concept og ikke mindst Audis Quattro Concept, som alle måtte siges at være favoritter til førstepræmien.

Kun tre dage efter den historiske debut ved Villa d’Este Concours, hvor V12 Zagato selvfølgelig løb af med førstepræmien, var bilen tilbage i Aston Martins hovedkvarter for vores skyld. Væk fra menneskemasserne og de pertentligt klippede græsplæner på Villa d’Este Concours ser V12 Zagato endnu mere indbydende ud. De smukke linjer, kurverne og de sultne indsugninger, alle smukt lakeret i den lækre mørkerøde farve.

To Astons må være bedre end én Aston

En én til én-date med en af verdens hotteste biler ville være nok for de fleste bilentusiaster, men vi tænkte, at det eneste, der kunne slå en date med denne Aston Zagato, var en date med to Aston Zagatos. Så derfor havde vi i dagens anledning inviteret en perle af en DB4GT i studiet, så vi kunne få nogle billeder i kassen af denne fantastiske date. Hvis himmerige findes, kan det ikke være langt fra dette scenarie …

Forsikret for fem millioner – pund!

Ja, tro det eller ej, men den tillidsfulde ejer af den smukke Caribbean Pearl DB4GT Zagato har rent faktisk overdraget mig nøglerne til den værdifulde bil. Mark Gauntlett fra Aston får lige fortalt mig som en indskudt bemærkning, at bilen er forsikret for fem millioner pund, og selvrisikoen er på 150.000 pund … Gisp!
Der er da andre DB4GT’er, som er mere berømte end lige denne bil, men der er nok ingen, som kan tilbyde en mere autentisk køreoplevelse. Denne bil er den sidste af en serie på 19 biler, med stelnummer DB4GT/0189/R, og blev færdiggjort i december 1962. Men af uforklarlige grunde var den vanskelig at sælge og stod derfor og samlede støv på fabrikken i ni måneder, før den endelig blev solgt til en forhandler til favørpris og endelig fandt en ejer.
Som mange andre DB4 Zagatos skiftede den ejer mange gange. Nogle brugte den til at køre væddeløb, andre havde den bare stående i garagen. Andre igen morede sig med at lave modifikationer og skifte farve på den, før den endelig faldt i hænderne på en seriøs og sympatisk hollandsk ejer i 1995, som bad Aston Martin om at restaurere den og føre den tilbage til det oprindelige udseende.

Gammel teknik, men masser af sjæl

At nærme sig en bil som denne, vel vidende at du rent faktisk kan åbne døren, glide ned i sædet, give gas og køre en tur, er præcis så specielt, som jeg havde regnet med. Interiøret er fantastisk. Blodrødt Conolly-lædersæder og røde tæpper står i smuk kontrast til det sorte, nubrede instrumentbræt og urene med forkromede kranse. Jeg stikker den lille nøgle i tændingen og drejer, og de tre karburatorer begynder at fodre den sekscylindrede 3,7-liters-rækkemotor med et voldsomt brøl. Koblingen kræver lidt arbejde, men gearskiftet er overraskende præcist, og skiftet mellem de fire gear går gnidningsløst og problemfrit.  

Selvom jeg gentagne gange siger til mig selv, at det bare er en bil, hører det alligevel til de mere nervepirrende øjeblikke i min tid som bilist, da jeg vender snuden på bilen ud på offentlig vej og giver gas. Men den perleblå bil hjælper mig godt på vej. Motorens store moment kompenserer for mine rystende knæ, og da jeg slipper koblingen, flytter bilen sig helt uden begyndervaskeligheder.
Trærattet er tykkere, end man lige skulle tro – og heldigvis, kan man sige. For lige så tung bilen føles at parkere, lige så let er styretøjet, når bilen er i fart. Man kan uden besvær styre bilen med en enkelt hånds tommel- og pegefinger. Siddestillingen er ikke just veteranagtig, men den føles mere oprejst end f.eks. i en Jaguar E-type, som også er fra 1961. Fraværet af seler gør, at man føler sig en anelse sårbar og underlig løs i sædet. Men så snart vejen åbner sig, og der bliver plads til at give bilen lidt at leve af, afløses angsten af glæde, i takt med at lydbilledet ændres fra en sagte rumlen til et orgie af snerren, brølen og andre voldsomme lydindslag.

Absurd dårligt vejgreb

Der er kun fire gear til at føre bilen til topfart og til at tøjle de 300 hestekræfter, hvilket giver nogle ret lange stræk i hvert gear. Udfordringen er imidlertid ikke, når vejen går ligeud, men derimod når den drejer. De lattervækkende smalle dæk har absurd dårligt vejgreb, i hvert fald sammenlignet med moderne dæk. I starten kan man næsten ikke fatte, så meget bilen glider rundt på vejen, og det kræver en helt speciel teknik og ikke mindst balance at tage svingene hurtigt. Det handler i bund og grund om at kunne slappe af i armene og laden bilen finde sin naturlige balance gennem svinget og så undlade at gribe for meget ind, når først den ligger på ideallinjen gennem svinget. Til gengæld kræver bremserne masser af indgriben, før der sker noget, specielt ved ambitiøse hastigheder. Og undervognen har også sit helt eget liv, virker det som om, for enhver ujævnhed vil sende serier af rystelser gennem bilen og med sikkerhed kræve øjeblikkelig respons fra chaufføren for at blive på den planlagte rute.

Ud i den limegrønne racer – Zig

Kun tre dage efter min oplevelse med den skønne gamle Zagato står jeg i pitlane på Nürburgring og venter på, at Chris Porritt fra Aston Martin skal afslutte sin kvalifikationsomgang i Zig – den limegrønne V12 Zagato-racer. Når han kommer ind, er det min tur til at blive spændt fast og vinket ud på banen, og jeg bliver den første person uden for Aston Martin, som får lov til at prøve dette stykke finmekanik. Vi er her for at køre fjerde runde af Veranstaltergemeinschaft Langstreckenpokal Nürburgring (VLN) – et firetimersløb, som Aston har deltaget i siden 2006, og jeg har selv været en del af teamet siden 2007. Da jeg startede, var det i en mildt modificeret V8 Vantage, men hvert år blev bilen forbedret, idet Aston Martin brugte disse løb til at forbedre gadebilernes præstationer.

Langt fra gadebilen

Med en omfattende aerodynamikpakke, der omfatter en enorm difuser under bilens bagende og en helt flad bund, som er med til at forbedre difuserens effektivitet, ser det grønne monster temmelig anderledes ud end sin tvilling, Zag. Under hjelmen buldrer en seksliters-V12’er bygget af Aston Martin Racing. Den skulle efter sigende være god for mindst 570 hestekræfter og et voldsomt moment, som dog ikke er oplyst. Motoren er med andre ord ganske anderledes end de standardmotorer, der tidligere har været anvendt, og transmissionen er en modificeret version fra superbilen One-77, ligesom undervognen også låner komponenter fra One-77. Zigs hjul er to tommer mindre end de flotte hjul, som Zag var udstyret med til Villa d’Este Concours. Men det skyldes, at GT-racerdæk kun laves i 18 tommer, og det er den størrelse, Yokohama leverer til de forskellige team. VLN-reglerne tillader ikke kulfiberbremseskiver, så standardbremserne fra V12 Vantage er udskiftet med kæmpe skiver i jern og kalibre fra Brembo. Bilen er selvfølgelig udstyret med bur, hvilket sammen med det sænkede tag absolut ikke gør det nemt at stige ind i racerbilen. Lyden er infernalsk og gennemtrænger cockpit og hjelm som en borehammer, og når man ser ud gennem forruden, flimrer udsynet konstant grundet varmen fra motorhjelmen. Og varmen slipper også ind i kabinen – her er faktisk hedt som bare helvede – men heldigvis er bilen i sig selv ikke fysisk svær at køre. Der er både servostyring og let gearskift via paler på rattet. Aston Martin er ikke nogen nybegynder i dette game, og bilen er allerede på de første runder sat perfekt op til banen. De brede slicks og den store aerodynamikpakke giver vejgreb i overflod, og nakkemusklerne giver op lang tid før bilen.

Forude venter masser af udfordringer for denne ’nye’ deltager i den hårde serie, og forhåbentlig vil de mange dygtige mennesker i teamet få succes, og de mange søvnløse nætter give bonus i det lange løb. Men allerede nu ser det ud til, at anstrengelserne giver masser af erfaringer på racerbanerne, som igen medfører forbedringer på gadebilen, og efter hvad jeg har erfaret, er der en god chance for, at V12 Zagato bliver en værdig hyldest til DB4GT.

Se video af Aston Martin Zagato V12 på Nürburgring her: