Tekst: Ida Jakobsen Foto: Lars Dam

EN BORTGEMT SKAT

Jeg ankommer til Gurre på en af sommerens varmeste dage. Egentlig skulle jeg have været på stranden med familien, men lod mig alligevel overtale til at køre til Gurre med løftet om at blive præsenteret for et stykke bortgemt danmarkshistorie. Allerede da jeg kører ind ad porten med de løveprydede søjler, hvor der bag høje buske og træer rejser sig et fantastisk smukt slot, ved jeg, at det var hele køreturen, og den manglende aircondition i bilen, værd. Stedet emmer af historik, dragende i sin fordums pragt, men samtidig lidt skræmmende, som det tårner sig op der, tomt og forladt. Det skriger på nye ejere, der igen kan kaste glans og liv over stedet.

Da jeg træder ud af bilen, bliver jeg overrumplet af en forbløffende stilhed, der øjeblikkelig får roen til at sænke sig. Her skal man virkelig anstrenge sig for at få stress. Jeg ankommer lidt for tidligt, så jeg benytter ventetiden til at gå omkring i slotsparken. Da jeg kommer rundt om slottet, åbner det skønneste stykke natur sig foran mig. Fra den brede trappe på søjleterrassen ledes man hen over en plæne med gamle træer og ned til den smukkeste sø med egen lille bådeplatform, og det er her på bænken med udsigt over Gurre Slotssø, at den nye ejer og arkitekten på Gurrehus Slot finder mig fuldkommen hensunken i mine egne tanker og helt forblændet af stedets skønhed og det rige dyreliv omkring mig.

EN REJSE I FORDUMS TID

I de næste mange timer bliver jeg guidet gennem slottet, rum for rum, etage for etage, mens jeg indvies i historierne om slottets mange ejere.
Historien om Gurrehus er en mangefarvet mosaik af ejere, der alle ønskede at nyde frugten af deres indsats i de dejlige omgivelser i Gurre. Drømmen bristede for mange, og ejendommen skiftede ustandselig ejere og blev mere indbegrebet af en slags ’vandrepokal’ end en slægtsgård, som var drømmen for de fleste.

I 1880, da Gurrehus blev købt af den stenrige grosserer Frederik Giuiseppe Tutein, skete der store ændringer på ejendommen. Frederik Giuseppe Tutein var søn af Ferdinand Tutein, der var indehaver af et af de to store tuteinske handelshuse. Familien var så velhavende, at den kunne forsyne staten med midler efter statsbankerotten i 1813. Hans oldemor, Pauline, var gift med handelshusenes grundlægger, Peter Tutein. Det var hendes portræt efter Jens Juel, der prydede de tidligere tyvekronesedler. Da Frederik Giuseppe Tutein ikke manglede midler, udtænkte han sammen med arkitekten Charles Abrahams et nyt og storslået Gurrehus. Alle bygninger blev ganske enkelt revet ned og jævnet med jorden, og i stedet opførte han et slot i hollandsk renæssancestil med spirprydet tårn, renæssancegavle, karnapper og kviste. Det hele blev opført i røde mursten med hvide bånd og indfatninger. Det indre prægedes dog mest af rokokoen, hvilket især var dominerende i havesalen, mens den imponerende trappe i tårnet nærmest blev gotisk.

Næste større bygningsmæssige ændring af Gurrehus Slot skete i 1914, da Hans Kongelige Højhed Prins Georg af Grækenland kom til som ny ejer. Han var gift med prinsesse Marie Bonaparte, oldebarn af Napoleons yngre bror, Lucien. Men hvad der var mere betydeligt, var, at hun var datterdatter af den stenrige Blanc, ejer af kasinoet i Monte Carlo. Både prinsesse Marie Bonapartes mor og mormor døde, da Marie var en lille pige, og hun blev derfor en af Europas rigeste arvinger. Prins Georg af Grækenland havde derfor heller ingen økonomiske problemer og kunne med store armbevægelser sætte sit eget præg på Gurrehus Slot. Han hyrede den danske arkitekt Gotfred Tvede, der dæmpede den meget pyntede renæssancestil og gav slottet et mere diskret barokpræget udtryk svarende til det udseende, Gurrehus Slot har i dag. Desuden forlængede han bygningen mod øst og tilføjede en stor gæstefløj. I den stadig velbevarede havesal med det fantastiske stukloft og de smukke udskårne fløjdøre blev lidt af den megen pynt dog ’skrabet’ af. Samtidig blev Gurre Slotssø oprenset, og parken omlagt. Man såede desuden de tilstødende områder til med brændenælder, som skulle forhindre, at de kongelige blev beluret af nysgerrige. Sikkert langt mere effektivt end de ’Adgang forbudt’-skilte, kameraer og alarmer, som vi i dag anvender for at skærme os mod uvedkommende! Blot en tanke …

Kort inde i rundvisningen har jeg imidlertid fuldkommen mistet orienteringen. Slottet er KÆMPEstort. Meget større, end jeg umiddelbart vurderede udefra. Men udstyret med en plantegning går det nu meget bedre med at få styr på rum og etager. Der er ’hemmelige’, små rum i trappeopgangene og i kælderen og et gammelt tårnrum med trappe ud i det fri, hvor udsigten så langt øjet rækker byder på skove og søer. Der er balkoner med balustre, og på slottets østside udsigt til ruinerne af Valdemar Atterdags lille borg.

Når man i stueetagen går gennem salene – den ene flottere end den anden – er det ikke svært at forestille sig stedet med smukke, svungne gardiner i vinduerne og imponerende lysekroner i loftet og med fløjdørene i havesalen åbne ud til den skønne søjleterrasse. Her kunne jeg sagtens se mig selv henslængt i en liggestol kun forstyrret af svanernes vingesus.

ET LILLE STYKKE DANMARKSHISTORIE

Under besættelsen i 1940-45 blev Gurrehus Slot okkuperet af den tyske besættelsesmagt, der efter besættelsen efterlod slottet i en noget miserabel tilstand. En del værdier på slottet gik tabt i den tid. Røde Kors fik lov at låne slottet af prins Georg af Grækenland, mod at de satte det i stand. Slottet blev i den periode anvendt til forskellige humanitære formål. Blandt andet til indkvartering af flygtninge fra Baltikum, men også som kur-anstalt for tidligere frihedskæmpere fra Frankrig, Belgien, Holland, Norge, Italien, England og Danmark.

I 1948 blev Gurrehus Slot i et samarbejde mellem Røde Kors og Mødrehjælpen også brugt som rekreationshjem for trætte husmødre med børn. Hver sommer kom der 8 hold a 30 mødre med 60-70 børn under 7 år, som alle fik 14 dages gratis ferie.

Fra 1952 til 1999 havde Forsvarsministeriet til huse på Gurrehus Slot – først som lejere af slottet, men siden overgik det i 1959 fra prins Georgs dødsbo til forsvarets ejendom for et symbolsk beløb på sølle 400.000 kr. Forsvaret anvendte Gurrehus Slot som kursusejendom frem til 1999.

I disse år skete der ligeledes store ændringer på slottet, og det var desværre ikke alt, der blev udført med respekt for slottets byggestil. I 1968 opførte forsvaret en tilbygning ud fra hovedhusets østlige fløj, der rummede 34 værelser til forsvarets kursister. Værelsesfløjen eller ’beton-bunkeren’, som den blandt andet blev kaldt, har gennem tiden måttet lægge øre til mindre kønne øgenavne. Men køn, det er den bestemt heller ikke, og jeg bliver ganske tilfreds, da arkitekt Lars Gitz fortæller, at ’bunkeren’ vil blive revet ned, og slottets facade nænsomt renoveret, så levn fra forsvarets skæmmende byggeri mindskes.

GURREHUS SLOT I NYERE TID

I 1999 blev Gurrehus Slot solgt til Byggeselskab Mogens de Linde, der vist ikke havde andet formål med købet end at sælge alt inventar af værdi og indkassere nogle nemt tjente penge, inden selskabet i 2001 videresolgte slottet til Ejendomsanpartsselskabet Gurrehus. Ejeren af dette selskab var den nu fallerede milliardær Steen Gude fra Stones Invest, der i samarbejde med Helsingør Kommune fik udarbejdet en ny lokalplan for Gurrehus Slot, hvor der i dag ligger tilladelse til etablering af i alt 19 helårsboliger – 15 boliger i slottet og 4 i Herskabsstalden. Steen Gude solgte på et senere tidspunkt halvdelen af selskabet til it-milliardæren Erik Damgaard, og Gurrehus Slot har mere eller mindre stået tomt siden.

DET NYE GURREHUS SLOT

Planerne og mulighederne på slottet er mange, og den nye ejer har endnu ikke låst sig fast på én bestemt plan. I den nærmeste fremtid skal alle muligheder derfor drøftes med arkitekt Lars Gitz, der er hentet ind til opgaven, fordi han er kendt for at kunne skabe noget helt unikt. Tanken om at videreføre planerne med flere boligenheder på slottet og i Herskabsstalden er der bestemt – dog i et antal og en stil, der er mere eksklusiv end den oprindelige plan fra Steen Gudes tid. Gurrehus Slot har fortsat status som kursusvirksomhed, så derfor er det også en mulighed at føre slottets fremtid i den retning – enten som domicil for en større virksomhed eller som behandlingshjem.

Men skulle der sidde én læser med drømmen om at bo på sit HELT eget slot, er det også en mulighed. Den nye ejer vil nemlig hellere end gerne se Gurrehus Slot tilbageført til fordums tid som residens for én familie.

”Lad blot Gud beholde sit Himmerige, hvis jeg kan beholde Gurre”. Ordene stammer fra sagnet om Valdemar Atterdag, der holdt så meget af Gurre, at han i overmod udtalte, at han godt ville give afkald på Himmeriget, hvis han blot fik lov at beholde Gurre. Men sådan kunne man faktisk nemt komme til at tænke, når man første gang præsenteres for Gurrehus Slot. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg gav afkald på en tur til stranden …

HENVENDELSE

Det er arkitekten Lars Gitz, der skal stå for renovering/ombygning af Gurrehus Slot, og han kan formidle kontakt til ejerne, hvis du skulle have interesse i det.

Lars Gitz Arkitekter
Ny Østergade 12, 3.
1101 København K
Tlf. 33 32 54 52
www.larsgitz.dk