Tekst: Phyllis Richardson, Foto: James Silverman, Styling: Alice Van

Nævner man den spanske ø Ibiza, vil de fleste kunne komme med mange historier om festen-igennem natten lang og festlige oplevelser på godt og ondt. Men Ibiza har en helt anden side, som er den diametrale modsætning til nattelivet, og den side har en hollandsk familie forelsket sig i. Og derfor valgte de Ibiza som base for deres drømmehus.

Det var skæbnen

Stedet var præget af stemningen fra den nærliggende gamle landsby og skyggerne fra det kloster, som engang lå her, og grunden havde den mest perfekte udsigt over Middelhavet – og vigtigst af alt: Der var ikke en eneste diskoteksgæst i miles omkreds. Eneste problem var bare, at huset, som lå på grunden, intet havde at byde på ud over udsigten. ”Huset selv var ikke just vores stil,” fortæller beboerne og beskriver det som et arabisk inspireret hus i orange og blåt bygget i et virvar af forskellige materialer. Men på trods af den stygge fremtoning var det, som om skæbnen havde bestemt, at familien skulle kaste sig over dette projekt. ”Min mand løb forbi huset på sine daglige løbeture, og det var, ligesom huset trak os til sig, og selvom vi ikke kunne lide det, så kunne vi til gengæld lide de idéer, en lokal arkitekt viste os,” fortæller husets frue og fortsætter: ”Vores ejendomsmægler introducerede os for Jaime Serra, og på det første møde havde vi et magasin med for at forklare, hvad vi havde tænkt os. Tilfældigvis er netop huset i magasinet tegnet af Jaime Serra, så igen havde skæbnen spillet os et puds”.

Et fast tilholdssted i tilværelsen

Både arkitekt og familien var blevet tiltrukket af Ibizas naturlige skønhed. Manden i huset var kommet på Ibiza gennem flere år, da han ofte sejlede i farvandet med sin familie på ferier. På samme måde var arkitekten, som oprindeligt er fra Barcelona, begyndt at komme på Ibiza allerede i 1991 og har siden været på øen hvert eneste år på påske- eller sommerferie. I 1997 begyndte han at arbejde for et større firma på et hotelprojekt på øen, og efter at have lavet lignende projekter over hele verden vendte han tilbage til Spanien og Ibiza, hvor han i 2003 åbnede sin egen tegnestue. Den hollandske familie havde kun besøgt Ibiza en enkelt gang med deres tre børn, før de besluttede, at de her ville have et fast tilholdssted, som de kunne vende tilbage til hvert år.

Ned med det gamle hus

Hverken familien eller arkitekten var det mindste i tvivl om, at det gamle hus skulle rives ned. Ikke bare grundet de mange materialer og de grimme farver, men fordi huset med sin labyrint af små, snørklede gange og rum slet og ret vendte ryggen til det væsentligste aktiv – den storslåede udsigt. Det gamle hus var baseret på et stort tårn i midten, hvorfra længer stak ud i flere retninger. På trods af at man tilbage i 1980’erne havde forsøgt at ramme den lokale stil, var huset ikke troværdigt eller autentisk. Det var opført i beton og føltes mere som en bunker end som et hus.

Plads, lys og luft

Beboerne, som oprindeligt er fra Holland, men som bor og arbejder i Hongkong til daglig, havde ligesom arkitekten en vision om at skabe noget, der var langt mere åbent. Plads, lys og luft var det overordnede tema, men desværre gjorde lokalplaner det umuligt at udvide det bebyggede areal i forhold til det oprindelige hus. Så mens man holdt sig inden for det oprindelige fundament, lod man kun enkelte af murene stå og arbejdede sig hen mod en kunstnerisk løsning, hvor man lod masser af naturligt lys komme ind i det nye hus – lys, som i det tidligere hus var lukket helt ude af den bunkerlignende konstruktion. 

Transformationen fra mørke til lys var dog ikke så let, som man skulle tro, og hele arbejdet tog næsten 16 måneder. De tre første måneder gik udelukkende med at rive det gamle hus ned. I dag er det centrale tårn stadig intakt ligesom længerne, men hvor disse tidligere var bygget for at skærme mod sollyset, er de nu konstrueret til at bringe lyset ind i huset. Blandt andet har man valgt kæmpestore panoramavinduer med skydedøre, hvilket giver huset et udtryk i stil med en pavillon, der svæver på en klippe, mens den nærmest omfavnes af den uforstyrrede havudsigt.

Lyse møbler med enkelte kontraster

Indretningen er moderne, hvilket ikke bare passer bedre til husets nye, minimalistiske udtryk, men også til familiens smag. Stilen med blandt andet de polerede betongulve såvel ude som inde er hentet fra Mies van der Rohes berømte pavillon i Barcelona. Efter polering er de forseglet med en specialvoks, der får betonen til at føles mere varm og skinnende. Hoveddøren, som består af to store, massive døre i mørkt træ, åbner op til den nyanlagte forhave, og træterrasserne er lavet af irokotræ, der ligesom hoveddørene giver en dejlig varm kontrast til det ellers meget lyse hus. En stil, som interiørdesigneren Rebecca Pérez også valgte at videreføre, da hun kom med sit forslag til indretningen af huset. Hun har valgt de fleste møbler i en lys tone, men enkelte store, dominerende møbler fungerer som kontraster. For eksempel det massive spisebord fra Bali og de specialdesignede marmorvaske i badeværelset.

Varme med et tvist af glamour

Jaime Serra er bekendt med tendensen med ’show-off-arkitektur’, som der findes en del af i området. Men han synes, at mange af disse ejendomme er endt som meget moderne og kolde huse, og det har han hele tiden forsøgt at undgå med dette projekt. Selvom huset er meget åbent og naturligt, mangler det ikke varme og ej heller en smule glamour, som er et must her på Ibiza.
Et eksempel på dette er forældresoveværelset, som man kommer til via en trappe, der går gennem husets tag, og som kan ses på tårnets yderside. En smart detalje, som oprindeligt var lidt af et designflop. Men ved at lave trappehuset i glas fik man løst problemet på en fiks måde, og nu er det med til at give huset dets karakteristik. Soveværelset har i øvrigt glasvægge til tre sider for at give uhindret udsigt over havet.

Ikke kun en sommerresidens

Mange af husets rum er hyggelige, og de er lige så anvendelige om sommeren som om vinteren, hvilket var et krav fra familiens side, som ville kunne bruge huset året rundt. Det skulle ikke bare være en sommerresidens, men et rigtigt ’hjem’ væk fra hjemmet, hvor familie og venner kunne komme på besøg. ”En dag vil vi trække os tilbage hertil, og vi drømmer om, at vores børn vil gifte sig her i huset,” fortæller familien, som ikke er bange for, at stedet bliver invaderet af diskoteker og barer. ”Det her er et lille, solidt landsbysamfund, hvor du ikke finder et eneste diskotek, og vi burde egentlig ikke vise det frem, men holde det som en velbevaret hemmelighed.” Og med den bemærkning forlader vi Ibizas velbevarede hemmelighed.