•  
Kystens pragt

Med nuanceret forståelse af sin kundes behov og sympati for Brasiliens naturlige skønhed har arkitekten Marcio Kogan skabt en modernistisk hybrid på Rio de Janeiros kyst. Huset fungerer som sommerbolig for en forretningsmand og hans familie, som til daglig bor i millionbyen São Paulo.


Tekst: Amanda Dameron Foto: James Silverman

Da arkitekt Marcio Kogans kunder, et par fra São Paulo med to teenagesønner, bad om en feriebolig på stranden i Rio de Janeiro, var det eneste, de specificerede, antallet af soveværelser (seks) og behovet for en swimmingpool. De gjorde det helt klart, at alt andet, lige fra materialer og den ydre beklædning af huset til valg af tæpper til gulvene, var op til arkitekten. ”Vi havde tidligere designet deres helårsbolig,” forklarer arkitekten. ”Så de kendte til vores æstetik, og de stolede på den.”

Mere et partnerskab end et kunde-leverandør-forhold

Den stiltiende forståelse, som er sjælden og eftertragtet blandt kunder såvel som arkitekter, gav helt sikkert pote. Huset er en imponerende open-air-pavillon beklædt med den lokale moledo aruja-sten med en delikat brise soleil af teaktræ. Et af kendetegnene ved Kogans design – gulv til loft-skydevægge – glider op og afslører de fælles opholdssteder på begge sider til henholdsvis en have og en terrasse med pool. Mere private værelser forbeholdt familien, såsom et medierum med træ på væggene, er med vilje placeret i husets grundplan og tilbyder et hyggeligt pusterum fra opholdsrummenes åbenhed. Det er klart, at Kogan ønskede at give familien en form for isoleret område, idet han ville sørge for omgivelser, der ikke alene skulle kunne rumme de fire beboere men også et væld af gæster. ”Ejerne har tilhørsforhold til en golfklub i nærheden, og huset er en del af en større gruppe huse, der ligger i forbindelse med golfbanen, hvor meget tid bliver brugt, og grunden ligger lige ud til havet,” siger arkitekten, ”.  Så når de er hjemme i deres fæstning, er det som regel for at svømme, have gæster og spille kort.”

Bæredygtigt design

Men før man kan skabe en fæstning, så må man vælge sine værktøjer. Et vigtigt punkt for familien, der er forbundet til det overordnede design, er bæredygtighed. Denne søgen påvirkede ikke alene arkitektens valg af materialer – fra det genbrugstræ, som dækker ydersiden af huset, til de genbrugte keramiske fliser på toppen af taget – men havde også indflydelse på selve konstruktionens placering på grunden. Netop placeringen gør det muligt at udnytte de mangfoldige tværvinde, der blæser over havet, og de dobbelte glidevægge fungerer som tragt for ventilationen og mindsker behovet for aircondition.

Kogans skydevægge, som er kendetegnende ved hans design, består af en enkelt ubehandlet glasplade med kanter af poleret aluminium. Når væggene er skudt til side, er grundplanet forbundet med terrassen og haverne, hvilket er med til at understrege en elementær indendørs-udendørs-forbindelse. Kogan understreger denne sammenhæng ved at bruge den samme travertin-marmor til gulvene både indenfor og udenfor. Det samme materiale findes også andre steder i ejendommen, blandt andet på trappekanter, og er med til at fremme hjemmets sammenhængende natur.

Matcher de andre huse i forbindelse med golfklubben

På den øverste etage har hvert af de seks soveværelser badeværelse en suite, og alle åbner op til terrassen. Mashrabiyaer – dekorative gitter-kantede vinduessystemer med arabiske rødder – er med til at filtrere sollyset og mildne briserne. Dette element, sammen med det keramiske flisetag, er et af Kogans ankerpunkter til mere traditionel brasiliansk arkitektur og forhindrer, at huset får et totalt modernistisk udtryk og i stedet en blanding af ny og gammel stil. Dette brud mellem gammelt og nyt var indbygget i designet, da det flisebelagte tag var golfsamfundets ønske. Med taget smelter huset ind i det generelle koncept fra de omkringliggende konstruktioner og danner en ensartethed med sine naboer, imens resten af Kogans design fastholder en entydig afstand fra det forventede.

Farverigt interiør bryder husets neutrale farvepalet

Indenfor bidrager Kogans beherskede palet af nuancer og materialer til en overordnet følelse af sofistikeret ro, som er perfekt til en feriebolig langt borte fra São Paulos mylder, hvor beboerne bor størsteparten af året. Kogan designede alt interiøret og valgte møbler og inventar med rolig tekstur og få detaljer fri for unødig pynt. Opholds- og spisearealerne deler ét stort og langt åbent område med lave møbler og tilbehør. Kogan bruger tekstur til at bryde den neutrale palets monotoni, hvilket kan ses på de modernistiske lamper fra Wall Lamps og Cia da Iluminação, som findes i hele huset. Dristigt tværstribede tæpper fra Nepal og Afghanistan, smukt placeret på travertin-marmorgulvene, bidrager med beregnede farveeksplosioner.

Swimmingpoolen er omdrejningspunktet

På terrassen, som Kogan har belagt med planker af cumaru-træ for at skabe et omkransende dæk, tilbyder en hær af chaiselonger behagelige siddemuligheder omkring den 18 meter lange swimmingpool. Stranden er kun få meter væk, men klienterne foretrækker som oftest at blive inden for rammerne af deres egen bolig. Travertin-marmor, der som før nævnt findes alle steder i ejendommen, suger den kraftige sol til sig hele dagen og frigiver så langsomt varmen i løbet af aftenen, hvilket resulterer i termisk energi, som bidrager til husets overordnede energieffektivitet.

Brasiliens arkitektoniske fortid

Kogans design integrerer en kalibreret blanding af indflydelser – en sammenlægning, der imødekommer og hentyder til Brasiliens arkitektoniske fortid. Dette skæringspunkt, som han har kreeret, er en dialog imellem kolonialisme og den fremadrettede modernisme etableret af bl.a. den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, og det skaber den essentielle skønhed i dette hjem. Lyset og linjerne, uhæmmede af overforarbejdet udsmykning, er dristige og reelle og møder det grove, naturlige landskab med selvsikkerhed. Men huset er heller ikke en bar og klinisk hyldest til streng minimalisme. Kogans kyndige brug af materialer og roligt forarbejdede dekorative elementer skaber yderligere interesse og gør det umuligt at kategorisere dette hus inden for én bestemt stilart.

En gave til arkitekten – blev til en gave fra arkitekten

Med fremragende arkitektoniske bedrifter og en hengiven forbindelse til naturen har Kogan skabt et enestående fristed til sine kunder. Samtidig med at fungere som familieområde er hjemmet også et behersket strandhus og en modernistisk hybrid, som virker både indbydende og beskyttende over for sine beboere. Den gennemsigtighed, som Kogans glasvægge leverer, er ikke fast inventar, men snarere et indbygget element til fri afbenyttelse. Når væggene er på plads, er hjemmet så sikkert som en fæstning. Når de er åbne, forsvinder alle forhindringer, og hjemmet omfavner i sandhed sine kystnære omgivelser. Disse frie valgmuligheder er en gave fra arkitekten, som forstår behovet for formbarhed i en feriebolig. Når beboerne har fri fra de overfyldte, travle gader i deres hovedstad, har de brug for et roligt men samtidig imponerende sted, hvor de kan søge tilflugt i løbet af de hede sommermåneder. Det er også nødvendigt for dem at have et hjem, hvor de kan modtage besøgende og forretningsforbindelser og hele tiden føle sig hjemme med adskillelsen mellem hovedbopæl og sommerresidens. Kogan har leveret alle disse faktorer og mere endnu. Han var i stand til at gøre det, ikke bare pga. sit medfødte kreative talent, men allermest pga. sin dybe forståelse af sine kunder og deres egen villighed til at slippe tøjlerne og bare lade deres arkitekt bygge.

Luk

 

rating

 
19
Get Adobe Flash player


Get the Flash Player to see this player.

Læs seneste nummer her: