Foto: James Silverman, Tekst: Amanda Dameron

”I São Paulo behøver vi ikke at være bekymrede over miljømæssige sammenhænge – det hele er alligevel totalt kaos,” skriver arkitekt Marcio Kogan. ”I denne by, verdens grimmeste, pulserende som ingen anden, elsket og hadet, vil alle projekter blive fuldstændig opslugt og integreret i byen.”

Disse ord er taget fra arkitektens noter efter hans første møde med nogle kunder – det var et yderst kreativt par med et meget veldefineret syn på æstetik (parret brugte de elektroniske beats af Karlheinz Stockhausen, en film af Jacques Tati og en Eero Aarnio-kuglestol som eksempler, da de skulle forklare arkitekten om idéerne til deres nye hjem). Kogan, der ikke kun er arkitekt og designer, men også filmskaber, var positivt indstillet over for opgaven. ”Jeg tænkte på en enkelt, meget stor ramme om det hele: et hvidt felt,” husker han. ”Jeg tænkte på rum af sjældne og elegante proportioner, der altid relaterer til det ydre på en anderledes måde.”

Inde og ude smelter sammen

Kogans kreation hedder Gama Issa. Den blev alt det, parret havde ønsket sig: isoleret fra omverdenen og sikkert beliggende, adskilt med høje mure fra den elektriske travlhed i São Paulo. Huset repræsenterer små retro-futuristiske brudstykker af arven efter den brasilianske modernisme. Det er skinnende hvidt og helt integreret med den varme tropiske luft, der pakker det ind døgnet rundt. Hjertet i hjemmet er det hangarlignende rum med dobbelt loftshøjde, der indeholder stue, spisestue og bibliotek ud i et. Gulv til loft-reolerne deles i to af en svalegang med rækværk af glas, og fra denne har man fri udsigt til husets mest spektakulære feature: de enorme skydedøre med termoruder fra gulv til loft, som med et snuptag åbner op til den omhyggeligt manicurerede have og lader indtrykkene herfra strømme frit ind i huset. Dørene tjener deres formål bedst morgen og aften, da temperaturen i Brasilien midt på dagen er så høj, at man er bedst tjent med lukkede døre og aircondition for fuld kraft. Denne sublime sammenblanding af inden- og udendørs, der er kendetegnende for modernismen, er nøglen til Kogans filosofi. Som han siger: ”På den måde sørger vi for, at luften indenfor altid er den samme som udenfor, og derved undgår vi dårligt indeklima, samtidig med at vi gør pladsen fleksibel.”

Fra det åbne til det private rum

Selvom huset kan virke simpelt med det meget store centrale rum, udspilles Kogans kreativitet i langt mere indviklede detaljer andre steder i huset. Bag de store bogreoler stiger to trapper som helt symmetriske spejlbilleder af hinanden op til anden sal. Ovenlysvinduer lader Brasiliens evige sol strømme ind, og sammen med de helt lyse trappetrin af hvid brasiliansk marmor giver det en lethed til det smalle rum. Når man kommer fra det store rum med den imponerende loftshøjde, er gangen nærmest en slags forberedelse til, at man bevæger sig til mere private og intime gemakker.

Bygget med samvær i fokus

For beboerne, som ofte er værter ved middagsselskaber, var det vigtigt, at spisestuen lå tæt på køkkenet, som er opbygget af rustfrie elementer og skrigende orange bordplader. For at finde et passende møblement til huset, som ikke bare afspejlede beboernes moderne smag, men som også kunne fremhæve den rene lyse look fra de hvide cementfacader, arbejdede Kogan sammen med indretningsarkitekten Diana Radomysler. Sammen valgte de det store bord fra Atrium med plads til 12 og satte dertil nogle ældre Eero Saarinen-tulipanstole med polstring af fløjl. Den store glasskål på bordet er fyldt med polaroidbilleder af husets ejere og deres børn – en charmerende detalje, der er med til at skabe varme og liv i den ellers meget minimalistiske indretning.

Videreudvikling af den brasilianske kulturarv

”Modernismen er en vigtig del af den brasilianske arkitektoniske kulturarv,” forklarer Kogan, som nikker bekræftende til design-ikonerne fra hans land – Niemeyer, Costa, Artigas, Reidy, Bardi og andre – når vi taler om, hvorfra han henter inspiration, og hvilke principper der er gældende, når han arbejder. ”Generationerne fra 1950’erne og 1960’erne efterlod os en udfordring, nemlig at skabe kontinuitet ved at fortsætte deres arbejde,” tilføjer han. ”Men vi vil altid anvende tidssvarende koncepter og materialer.” For at være sikker på, at folk opdager den sanselighed, som er kendetegnende for den brasilianske modernisme – den egnsdialekt, der opstod som en udløber af det stramme europæiske design som for eksempel af Le Corbusier og Gropius – prøver Kogan at væve en varm materialisme ind i det hele på trods af en forkærlighed for det voluminøse. Hans arkitektur får forbipasserende til at stoppe op, og besøgendes forudfattede opfattelse af rumlighed sættes ofte på prøve.

Minimalistiske børneværelser

Kogan har benyttet samme filosofi for legeområdet som for resten af huset, men har alligevel indbygget et vist lune. Her har han skabt et sted for parrets børn på otte og fem, hvor der også er mulighed for at åbne helt til gården. De to hvide alkover med hvide sæder er designet af Tania Eustáquio, og de står over for hinanden og nærmest omfavner de to lyserøde legetelte. De står oven på et ret overdådigt og dunet tæppe fra Cor e Forma i São Paulo. I anledning af fotooptagelsen ser det hele meget ryddeligt og sirligt ud, men til daglig ser rummet selvfølgelig ud som alle andre børneværelser. Kogan placerede dette rum i den mere private fløj af huset, og skydedøren, der består af et enkelt stykke glas, åbner helt op til en lille privat og hyggelig have.

Et lille ophøjet univers for familien

Gennemgående for hele Kogans Gama Issa er en følelse af magi – lige fra den måde, han har indrammet strukturen på for at fange det naturlige lys, til de materialer, han har valgt indvendig. Privat og skjult tilhører huset ene og alene beboerne, som lever i deres eget ophøjede univers, uberørt af det kaotiske byliv, der buldrer af sted lige uden for muren. Kogans tegninger til huset, som er lavet, længe før entreprenørerne tog det første spadestik, erkender hjemmets oase-agtige karakter og han skriver blandt andet, ”Åh ja, lad mig ikke glemme en enorm mur for at beskytte huset, beklædt med træ (måske fra det sidste træ i Amazonas), og som uden tvivl vil blive helt dækket af graffiti,”. Han vidste, at selvom han kunne skabe en urørlig base for husets beboere, ville det være umuligt at beskytte ydermurene mod São Paulos nådesløse bymiljø. I stedet for at begræde den uundgåelige nedbrydning udefra foretrækker Kogan at lade det indre, som kan kontrolleres af ejerne, være hvidt og så lade kragetæerne på ydersiden være med til at bringe ejendommen i perfekt harmoni med omgivelserne.

Fakta

Beliggenhed: Alto de Pinheiros, São Paulo, Brasilien
Grund: 1.700 kvadratmeter
Boligareal: 700 kvadratmeter
Arkitekt: Marcio Kogan, www.marciokogan.com.br
Indretningsarkitekt: Diana Radomysler