Foto: Åke E:son Lindman Tekst: Petter Eklund

Skærgårdslandskabet tjener som forspil til huset. Mine forventninger vokser med krinkelkrogene gennem klippelandskabet, så langt ud i skærgården, som man overhovedet kan komme med bil, forbi skilte og de svenske sommerhuse med vakkelvorne tv-antenner, svampeangrebne tage, forbi vinde og skæve drivhuse, indhegnede marker og rustne trillebøre. Et godt hus kan man genkende langvejsfra. Vejen munder ud i en grussti kantet af rustne stålbånd, som blidt svinger ned mod huset. Der bliver jeg stående, naglet til stedet ved synet af en sort kasse, lige så fredfyldt, som den er fyldt med energi. Et godt hus rummer som regel også en overraskelse. Det kan være uimodståelig snobbet eller have en humoristisk detalje. På facaden glinser et enkelt punkt som en planet i facaden uden vinduer. Selvfølgelig. Ringeklokken. Her findes nøglen til husets sjæl. Præcision og poesi!

Med sin sorte, vinduesløse bagside er huset som et kæmpemæssigt kamera, vidtåbent mod udsigten over et sund mellem høje skærgårdsøer.

Japansk tempelarkitektur

Huset er ment til at frembringe associationer til japansk tempelarkitektur. Et enkelt vindue ville stjæle al værdighed og vække forundring på entrésiden, siger arkitekt Robert Nilsson, som sammen med husets ejere har funderet, planlagt og tegnet huset. Nilsson, som driver sit eget kontor – John Robert Nilsson Arkitektkontor i Stockholm – har en baggrund som kunsthistoriker. Huset er bygget midt i en letpåvirkelig, modtagelig natur. I stedet for at gemme huset ind blandt klipperne valgte man at tegne et hus i tydelig kontrast til den omgivende natur. Det var forudsætningerne for selve konstruktionen.

Ikke traditionelt svensk

”Det faldt sig naturligt sådan, at der ikke skulle være nogen associationer til det omgivende skærgårdsliv og -miljø. Ingen svenskrøde eller kobberfarvede træpaneler, intet sadeltag eller vinduesskodder, men et hus holdt i international stil,” siger Robert Nilsson. Forbillederne var oplagte. Idéer om glasarkitektur og deres betydning for beboelse blev formuleret i Tyskland allerede omkring 1. verdenskrig, men fik deres første konkrete, verdensberømte udtryk i arkitekten Mies van der Rohes pavillon på Barcelonaudstillingen i 1929. Her blev retningslinjerne for åbne planløsninger og ’flydende rum’ lagt fast; glasvægge fik da lov til at bortskaffe begreberne udendørs og indendørs. Lyset blev i sig selv et lige så vigtigt bygningsmateriale som stål, glas og træ. Denne grundsætning blev allerede en vigtig del af det 20. århundredes arkitektoniske dna. I dag, i det 21. århundrede, handler det ikke om at imitere, men om at tiltale. ”Mies kommer man aldrig uden om. Men vi kiggede specielt på hans interesse for det zenbuddhistiske, og hvordan han fik arbejdet sig frem til et østerlandsk udtryk,” forklarer Robert Nilsson.

På grunden byggede man en betonterrasse, som senere blev beklædt med kalksten, og de store skydedøre lader det indre smelte sammen med det ydre når vejret tillader det

Ingen bullshit her

”Vi har ledt efter en skærgårdsplads med udsigt i hen ved ti år, og vi har sandsynligvis kigget på hundrede grunde,” fortælleren ejeren, som til sidst fandt denne grund i 2004. Efter en hel del trakasserier med byggelovgivning stod huset endelig færdigt i december 2008.
Bestræbelserne gik på at arbejde med så få materialer som muligt. Ingen bullshit … Kalksten, glas, sort puds, asketræ og stålstivere.

”Vi var forbløffede over, hvor stærk kontrasten til naturen var på tegningerne. Da huset stod færdigt, så huset næsten uvirkeligt ud set i forholdt til naturen,”

Stærk Mies van der Rohe-inspiration

Alt ved huset er orienteret mod udsigten. Huset er en enkel, rektangulær form med rum så indlysende, at man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved dem.
”Det skal føles hverdagsagtigt, som når man går rundt om et hjørne ind i det næste rum i stedet for at gå igennem en dør. De flydende og oplagte bevægelser gennem huset har vi lært af Mies van der Rohe,” siger Robert Nilsson. Huset har også forbilleder i det amerikanske Case Study-program, med bl.a. Mies van der Rohes fantastiske glasvilla Farnsworth House tegnet i 1946-47, og Philip Johnsons The Glass House fra 1949. De boliger kom til at definere en ny måde at bygge og leve på.

Se også: Minimalistisk pragtvilla i Sverige

Ekstremt højt ambitionsniveau

”Her har vi Pawson-bænken,” siger ejeren og sætter sig på en kalkstensbænk, som nærmest svæver ud af en væg. Pladen kunne lige så vel have været placeret i et kloster bygget i 1300-talet. Pawsons minimalisme er varm og materialeintens – intet fusk, intet bras. Det sorte hus har været langt omkring.
”Ejeren har været meget nøjeregnende med, hvordan tingene skulle være. Ambitionsniveauet var ekstremt højt, og der blev stillet strenge krav til alle, der var involveret i projektet, men det er interessant, når man slipper for at gå på kompromis. Det er yderst få, som orker at holde niveauet fra start til slut. Ofte ’slankes’ et projekt hen mod afslutningen, fordi alle er trætte, og pengene begynder at slippe op,” fortæller Robert Nilsson.

Vinkælderen midt i køkkenet giver mindelser om en luksuriøs cigarbutik eller en salon på en båd.

Magiske aftener på terrassen i tusmørket

Under den grafiske enkelhed er en kompliceret teknologisk konstruktion skjult. Huset er proppet med hightech. Fra fjernstyring af låse til temperatur- og belysningskontrol. Huset kan styres fra en computer overalt i verden. Ejeren kan sidde i Miami og lukke håndværkere ind, overvåge via kameraer, at alt er okay, trække gardiner for eller fra, tænde lamper og styre indendørsklimaet for derved at gøre huset klar til besøg. Den sorte kasse er indfattet i naturens Mumindal, fyldt med stiger og siddepladser på klipperne. Her venter fremtidens somre, klar til at blive levet. Tusmørke ved huset er magisk. Den synkende sol fylder det med ravfarvet lys, som lidt efter lidt blegner til dunkelt mørke. Da vågner husets eget lyssystem, som skal et teaterstykke til at gå i gang. Mod den sorte facade – en tuschtegning i mørket – stiger lyskegler op nedefra, hvor tagskægget danner smalle lyskegler mod kalkstenen.

Scenen er sat. Arkitektur forvandles til musik. Poolens knivskarpe horisont møder havvandet længere nede, klirrende glas suppleres af en let brise, der bærer duften af grill med sig, og alt bæres ud i den blå, blå skærgårdsnats tæppefald. Frankie Boy ville have elsket det.