•  
video
Tidløs elegance i glassene

Kompromisløse krav til druernes kvalitet, nænsom drueplukning og lang lagringstid har gjort Champagne Deutz til mange vinkenderes favorit. Til gengæld er mærket ikke særlig kendt i den store offentlighed, hvilket dels skyldes en begrænset produktion og dels en pris, som ligger en del over ’supermarkedschampagnerne’. Luxury Aficinados har besøgt Deutz i landsbyen Aÿ midt i Champagnedistriktet.


Tekst: Peter Bojesen

Champagne Deutz hører hverken til blandt de ældste champagnehuse eller blandt de største. Til gengæld er firmaet med i den absolut øverste elite blandt dem, som producerer de perlende dråber. Deutz har således siden stiftelsen af Syndicat des Grandes Marques de Champagne i 1882 været medlem af denne prestigefyldte organisation, som i dag tæller de 24 bedste champagnehuse.

Landsbyen Aÿ ligger på bredden af floden Marne, tre kilometer fra Epernay ved foden af skråningerne på Montagne de Reims, som er dækkede af endeløse rækker af snorlige vinranker. Aÿ er den ældste af alle ’cruerne’ i Champagne, og man kan stadig se de gamle vinpresser fra det 15. århundrede i byen.

Luxury Aficinados er inviteret til en privat rundvisning hos Champagne Deutz, og vi er blevet bedt om at parkere bilen i ’Cour d’honneur’. GPS’en fører os til en stor, sortmalet smedejernsport i landsbyens midte, og vi kører forsigtigt ind på den grusbelagte gårdsplads foran en trelænget, kridhvid, lidt sydstatsinspireret bygning i to etager. Midt på pladsen ser vi et rosenbed med en engel, og over indgangsdøren vajer Dannebrog – vi er fremme ved vores mål.

Det startede med

Det var i 1838, at det begyndte. Da ankom to unge, tyske vinmagere, William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann, til Aÿ, begge fast besluttede på at producere kvalitetschampagne på højeste niveau. Efter et par års hårdt arbejde byggede de en bolig, hvor begge familierne skulle komme til at bo i en lang årrække. Det over 150 år gamle hus tjener i dag som Deutz’ kontor og repræsentationslokaler. Da vi træder indenfor, mødes vi af Jean-Marc Lallier-Deutz, sjette generation af William Deutz’ efterkommere, og han foreslår venligt at starte med en lille rundtur i huset. En ting er sikker: Deutz’ kontorer er ikke som nogen andre, vi har oplevet. På førstesalen beundrer vi fire stuer en suite – alle møblerede med originalerne fra William Deutz’ tid for 150 år siden. William selv ses i glas og ramme på væggen. Alt er bevaret – tapeter, gulvtæpper, malerier – og alt er i perfekt stand. Stilen er rendyrket ’second empire’, og vi får oplyst, at det kun er Rothschild-familien, som kan fremvise noget tilsvarende i Frankrig.

60 meter under jorden

Smukke, antikke møbler er én sag – men vi er jo egentlig kommet for at høre mere om – og forhåbentlig smage på – husets berømte champagne. Og hvem er bedre til det end Deutz’ egen kældermester, Michel Davesne? Sammen med eksportchef Christophe Hirondel fører Michel os gennem husets smukke park til produktionshallerne på den anden side af vejen. Undervejs erfarer vi, at familien Deutz i 1996 besluttede sig for at sælge virksomheden til konkurrenten Louis Roederer, som samtidig satte en af sine egne folk, Fabrice Rosset, ind som ny direktør. Og fra at være et lille hus med en årlig produktion på knap 600.000 flasker har den dynamiske og visionære Rosset via kraftige investeringer i produktionsapparatet og opkøb af vinmarker bragt Deutz op på godt to millioner flasker i 2010. Mere end en tredobling på blot 14 år er ellers helt uhørt i branchen.

”Her er temperaturen 11° C, og luftfugtigheden 95 % hele året, hvilket er helt ideelt for de over fire millioner flasker, som til enhver tid ligger til lagring i gangsystemet, som strækker sig over hele tre og en halv kilometer.”

Vores vej fører os gennem enorme haller med store beholdere i rustfrit stål, vinpresser, rør, slanger og et utal af maskiner til propning, etikettering m.m. Christophe fører os hen til en trappe, som forsvinder ned i dybet. ”Vi skal den vej,” siger han. ”Der er 100 trin ned …” Med håbet om, at vi ikke skal samme vej tilbage, begynder vi nedstigningen til Deutz’ vinkældre, 60 meter under jorden. ”De blev bygget for over 130 år siden, og arbejdet tog fem år,” fortæller Christophe, da vi endelig står i en af de svagt oplyste, smukt hvælvede kældergange.

Fortsat blandt de allerbedste

Champagne Deutz ejer selv 42 ha vinmarker i de bedste områder i Champagne, hvilket svarer til ca. 25 % af de druer, huset bruger til champagneproduktion (pinot noir, chardonnay og pinot meunier). Langt størstedelen af disse vinmarker er klassificeret som minimum 97-%-marker (100 % er det bedste), mens gennemsnittet for resten af markerne er klassificeret som 95 %. De resterende 75 % af druerne kommer fra små vinbønder, man har haft kontrakt med gennem adskillige år, ja endda gennem flere generationer. På denne måde sikrer Deutz sig et stabilt og kvalitetsmæssigt højt niveau af druerne, som alle kommer fra de bedste områder i distriktet. Samtidig plukkes druerne meget nænsomt, idet hver af de 120 vinplukkeres beholder maksimalt må rumme fem kilo, før den tømmes. På den måde undgår man gæringen fra maste druer. Man bruger kun mosten af første pres – et typisk kendetegn for de bedste huse – da dette sikrer den fineste og reneste most med så lidt uønsket bitterstof som muligt.

Frisk kapital fra Louis Roederer

Med Louis Roederers overtagelse af Champagne Deutz i 1996 fik man tilført den nødvendige kapital, der sikrer, at man til stadighed kan lave champagne af en kvalitet, der retfærdiggør Deutz’ position blandt de allerbedste. Husets nonvintagechampagne, Deutz Brut Classic (lagret i 24 måneder), er en sikker favorit hos mange, både blandt almindelige vinelskere og professionelle. I de senere år har de trendy Deutz Rosé og Vintage Rosé vundet terræn, især på eksportmarkederne, ligesom husets blanc de blancs (100 % chardonnay) nyder stor popularitet på mange stjernerestauranter. Men man bør unde sig selv en af prestigechampagnerne, Cuvée William Deutz eller flagskibet Amour de Deutz (blanc de blancs, lagret i seks år), mindst én gang i livet – her er der virkelig tale om en duft- og smagsmæssig oplevelse, som kun de allerstørste årgangschampagner kan levere!

 


Thilde Maarbjerg, nordisk sommeliermester i 2006 og til daglig restaurantchef og sommelier på den enstjernede restaurant Kong Hans Kælder i København siger til Luxury Aficinados: ”En god champagne må aldrig trætte ganen, og den skal være alsidig som kildevand. Og så må den altid udtrykke samme kvalitet, hvornår og hvor end man nyder den. Deutz Classic har det hele. Amour de Deutz er en blanc de blancs vintage-champagne fra en enkelt årgang, som er lavet med potentiale til flaskelagring – hvis man altså kan vente så længe. Den er altid forførende og enormt præcis i sit udtryk, og som Deutz Classic er den et glimrende eksempel på Deutz’ tidløse stil.”

Interesseret? Da kan du evt. erhverve en af de 365 nummererede Amour de Deutz Mathusalems (6-liters-flaske), som Deutz producerer hvert år. Prisen er 3.000 euro, men så ligger flasken også i en smuk sølvkasse, specielt fremstillet af Christofle i Frankrig. P.t. sælges 2002-årgangen.

www.champagne-deutz.com

 

Deutz Champagne er i Danmark ikke særlig kendt, og har ikke nogen nævneværdig position på for eksempel natklubberne, men det forholder sig ganske anderledes mange steder i udlandet.


Hôtel Royal Champagne
Bellevue – 51160 Champillon
Frankrig
www.royalchampagne.com
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it
Tlf. +33 3 26 52 87 11

Luk

 

rating

 
266


Get the Flash Player to see this player.

Læs seneste nummer her: