|
Man kan sige, at skræddersyet tøj i dag kun er for dem, der er så uheldigt udformet, at der ikke findes stangtøj, der passer dem. Det er på sin vis korrekt, men det handler ikke udelukkende om pasform, men i lige så stor grad om at skabe sit helt eget, personlige look. Skræddersyet tøj er også for dem, der ikke gider følge moden slavisk, og som har deres egne meninger og ikke mindst stil. Men det skræddersyede tøj er ikke helt så tilgængeligt og ukompliceret som man kunne ønske. Oftest kræves der mindst tre fittings hvor skrædderen tager mål, retter til, og laver den endelige finish. Det er for besværligt og ikke mindst for dyrt for de fleste, så derfor er made to measure-konceptet (MTM) blevet meget populært. Også her i Danmark, hvor typisk de italienske skræddere fra de store huse kommer et par gange om året for at tilbyde måltagning.
De fleste kunder ikke vælger made to measure (MTM), fordi de søger et sæt tøj, der sidder bedre end stangtøjet, men fordi de har en holdning til, hvordan deres tøj skal være, og ikke gider ligge under for modetyranniet, der hersker i butikkerne. Altså hvis man nu eksempelvis godt kan lide opslag på bukserne og smallere fodvidde, end hvad moden nu dikterer i denne sæson, må man jo ty til MTM. Her spørger skrædderen ind til ens præferencer, og tøjets detaljer gås igennem en efter en, og der vælges fra den enorme palet af lækre stofvarianter. Slutresultatet er beklædning med et personligt præg og en indre tilfredshed over, at der formentlig ikke er en eneste mand på hele jordkloden, der har et sæt tøj magen til.
Har man først en gang prøvet en målsyet habit, er det svært at gå tilbage til stangvarerne. Så med denne slet skjulte advarsel, skal vi gøre opmærksom på, at de italienske skræddere er i byen. Pal Zileri gæster Bindesbøl i København, og Ermenegildo Zegna gæster Daniel i Hørsholm. Begge steder er det 8. 9. og 10. september. Priserne starter ved ca. 10.000 kroner for en habit. Husk at bestille tid, da der som regel er travlt de tre dage måltagningen står på.
Daniel Hovedgaden 28 2970 Hørsholm Tlf.: 4586 2486 www.daniel.dk
Bindesbøl Kgs. Nytorv 20 1050 København K Tlf.: 3393 1307 www.bindesboel.dk
|