|
Jeans kan fås i mange afskygninger fra helt afskyelige rædsler til ganske nydelige og som her fantastiske stykker tøj der er produceret med kærlighed og respekt for materialerne. Jeans bør findes i enhver mands garderobe, så længe de ikke udgør garderoben, og et par Jacob Cohën Jeans er næsten et must.
Brandet Jacob Cohën blev skabt i 1985 af den italienske designer Tato Bardelle, som allerede stod bag brands som Outsider, Americanino og Kinghino. Men det var hans søn Nicola Bardelle som fik jeans ind i sortimentet, og gjorde det klart at jeans ikke længere var arbejdstøj, men en livsstil og en måde at udtrykke sig på. Målet var at skabe jeans som sad perfekt, som skulle være elegante og som kunne bæres næsten til enhver lejlighed – selv af dem som normalt ikke ville trække i et par jeans. I dag er Jacob Cohën jeans mere populære end nogensinde, og der sælges over 100.000 par jeans om året.
Jacob Cohën jeans er syet af det japanske denimstof Kurabo, mærket på bagsiden er lavet af hestelæder med ægte hestehår, knapperne er forsølvede og sådan kunne man blive ved. Der er kun brugt de allerbedste materialer, og man fornemmer det med det samme når man står med bukserne i hånden, som i øvrigt også dufter fantastisk. Priserne starter ved 1.600 kroner, og slutter lige under 3.000 kroner for limited editions.
Jacob Cohën jeans kan blandt andet købes hos Bindebøl og Garodkin.
 Log ind for at kunne rate
|