|
To kashmirtrøjer for kun tusind kroner … Sådan så jeg annonceret for nylig, og det lyder da også tillokkende, hvis man ikke ved bedre. For kashmir er nok noget af det lækreste, man kan iføre sig, og man føler sig bare bedre tilpas med uldens Rolls-Royce end med en småkradsende middelmådig striktrøje af diverse uldblandinger. Af Christian Friis Johansen Men med kashmir gælder som med alt andet – man får, hvad man betaler for – og ovenstående knaldtilbud skal man holde sig langt fra. Det er typisk billig kinesisk strik, og efter få ganges brug vil trøjen udvikle ’fnuller’, som er små knuder, der sætter sig i trøjens luv og får den til at ligne det, den er – noget billigt bras. Jeg var ved ovenstående lejlighed iført en jakke fra min foretrukne kashmirproducent – Piacenza 1733, som laver noget af det fineste kashmir på markedet. Det lille familiefirma har, som navnet antyder, eksisteret siden 1733, og produktionen består af tekstiler til store brands som Salvatore Ferragamo, Gianfranco Ferré og Corneliani. Kashmirproduktionen foregår med en ganske stor andel håndarbejde, og dette sammen med det meget beskedne afkast fra en kashmirged på 80-100 gram uld årligt (til sammenligning giver et merinofår ca. 11 kilo uld årligt) gør slutproduktet stærkt limiteret og ganske pebret i pris. Piacenza begyndte at bruge kashmir, efter at Mario Piacenza under en bjergbestigning i Kina i 1913 forelskede sig i de fantastiske tørklæder, han stødte på i Kashmirregionen. Efter hans hjemkomst til Italien begyndte han at importere den magiske uld, som er uden ligemand – the Alashian cashmere. Og forarbejdningen af ulden foregår i dag stort set på samme måde som dengang, hvor man blandt andet bruger tørrede tidselblomster til at karte ulden.
|
Relaterede artikler:
