•  
Fem stjerner til Malmø

Renaissance Hotel i Malmø, som åbnede tidligere på året, er sydsveriges eneste fem-stjernede hotel, og Luxury Aficionados har selvfølgelig været et smut forbi for at tjekke hotellet på den anden side af Øresund ud.

Tekst: Christian Friis Johansen Foto: Mads Damgaard


Centralt beliggende ved Lilla Torg i den gamle del af Malmø, er Renaissance Hotel en god base hvis man vil besøge Malmø. Det er for eksempel stadig billigt for danskere at shoppe her grundet valutafordelen, og et smut forbi de lokale bilforhandlere og ejendomsmæglere kan måske give dig blod på tanden til at flytte over på den anden side af sundet. Der er i hvert fald rigtig mange penge at spare sammenlignet med priserne i Danmark.

Det er bare i orden …

Normalt har jeg ikke været på et hotel mere end ganske få minutter før jeg irriteres over forskellige ting, som enten mangler, ikke er i orden eller bare er uhensigtsmæssigt lavet. Men på Renaissance Hotel var det ikke tilfældet. Check-in foregik hurtigt og den næsten overdrevent venlige pige i receptionen gik tydeligvis op i sit job. Stilen på hotellet er tjekket, city-slick uden at være overdesignet. Hotellet har 128 værelser og tre konferencerum. Værelserne er store og indbydende med mange gode detaljer. Her skal for eksempel nævnes Nespresso maskine, 37 tommer fladskærm, strygejern så man lige kan rette folderne på skjorten ud, og gratis internet så man ikke behøver betale flere hundrede kroner for lige at tjekke mails. Indretningen er virkelig smagsfuld, og som et stort plus er sengen udstyret med rigtige puder, og ikke de flade stykker stof man ofte bliver præsenteret for på hoteller. Efter to dage på hotellet, hvor en del af tiden blev brugt til at arbejde ved skrivebordet, må jeg sige at jeg blev rigtig glad for mit værelse. Eneste lille minus i karakterbogen var den spartansk udstyrede minibar, som nok ville skuffe Luxury Aficionados. To øl, to vand og lidt chokolade var hvad der var i køleskabet. Hvor mon champagnen, hvidvinen og de små spiritusflasker var blevet af?

God restaurant og cocktailbar

Når man bor på hotel, kan det skyldes at man er til en eller anden form for festivitas, og at man kommer lidt senere i seng end normalt. Derfor er det også irriterende at man skal haste ned inden kl. 10 for at nå morgenmaden, men ikke på Renaissance Hotel, hvor morgenmaden/brunchen er tilgængelig til klokken et. Godt tænkt, og det gav mig mulighed for at byde to kunder på brunch i restauranten, som byder på alt hvad man kan ønske sig til morgenmad, inklusive perfekt tilberedt scrambled egg. Vi prøvede ikke restauranten til aften, men menukortet så indbydende ud, og cocktailbaren skulle efter sigende være Malmøs bedste. I hotellets underetage er der et stort og veludstyret fitness rum.


Alt i alt var opholdet på Renaissance Hotel i Malmø en rigtig god oplevelse, og til priser der starter ved 1.640 SEK synes vi bestemt man får fuld valuta for pengene. For 1.790 SEK er der inkluderet morgenmad for to vokse og børn under 12 år i værelsesprisen. Vi kan absolut anbefale Renaissance Hotel Malmø.


Renaissance Hotel Malmø
Mäster Johansgatan 15
SE-211-21 Malmø
Telefon: +46 402 48500
www.renaissancemalmo.se

Luk

 

rating

 
Relaterede artikler:
18-05-2012 | Marbella Club Hotel
Læs mere
16-05-2012 | Golf i Det Indiske Ocean
Læs mere
29-03-2012 | Femstjernet designerluksus i Milano
Læs mere
01-03-2012 | Ro og romantik på Rivieraen
Læs mere
266


Get the Flash Player to see this player.

Læs seneste nummer her: