•  
Cartier - panteren fra Paris

Cartiers historie fortælles bedst med bogstavet p: Personlighederne og perlerne, platin, perfekte proportioner, panterens pels og pletter, pavé, papegøjer og paradisfugle, promotion og prestige, parfumer og punge. Men frem for alt er Cartier historien om tre brødre, som delte verden mellem sig… Cartier blev grundlagt i 1847, da Louis-François Cartier (1819-1904) købte sin mesters, Adolphe Picards, juvelerforretning i Paris.

Af Nina Hald

Jeweler to kings – king of jewelers

Prinsesse Mathilde, Napoleon IIIs kusine og niece til Napoleon I, købte sit første Cartier smykke i 1856, og siden da gør prinsessen yderligere 200 køb i løbet af de næste år. Hendes store bedrift var imidlertid at trække andre kongelige klienter til firmaet. Da Louis-François Cartier havde ambitioner om at skabe et dynasti, oplærte han selv sin søn, Louis-François-Alfred (1841-1925), kaldet Alfred. Alfred Cartier overtog sin fars firma i 1874, og oplærte selv siden sine tre sønner, Louis-Joseph (1875-1942), Pierre-Camille (1878-1964) og Jacques-Théodule (1884-1941). Tredje generation Cartier gjorde firmaet til en af verdens mest prestigefulde juvelerer – i en sådan grad, at den engelske kong Edward VII beskrev firmaet som ”Jeweler to kings, king of jewelers”. Den engelske konge udnævnte firmaet til kongelig hofleverandør, og i perioden 1904-1939 blev Cartier udnævnt til kongelig hofleverandør af femten andre kongehuse.

Æsteten og taktikeren

Den måske vigtigste skikkelse i Cartiers historie, var Alfred Cartiers ældste søn, Louis. Han trådte ind i firmaet i 1898, 23 år gammel, som æsteten og taktikeren, der cementerede firmaets omdømme med hvide diamantsmykker i en neoklassisk blomsterstil. Smykkerne var visuelt lette og innovativt fremstillet af det (for samtiden) ”nye” metal, platin. Cartiers arbejde med platin fik Maharajaen af Patiala, sir Bhupindar Singh (1891-1938) til at indlevere tusindvis af indgraverede safirer, rubiner og smaragder, løse sten og gamle smykker i 1926. Resultatet stod færdigt i 1928: En stor ceremoniel halskæde med i alt 2.930 diamanter (i alt 962,25 carat, heriblandt den 234,69 carat store gule De Beers diamant), fattet i platin.

En kvinde kommer til

Louis Cartier forblev chef for Cartier Paris, Pierre Cartier for Cartier New York (oprettet i 1909) og Jacques Cartier for Cartier London (oprettet i 1902). Triumviratet af brødre blev suppleret af Jeanne Toussaint (1887-1978), kvinden bag firmaets pantersmykker. Så fascineret af dyret var hun, at hun arbejdede under pseudonymet ”la panthère”. I 1933 gjorde Louis Cartier Jeanne Toussaint til kreativ direktør for den kostbare smykkeafdeling, en stilling hun bestred indtil hun blev pensioneret i slutningen af 1960’erne. Hun holdt sit hår kort, sine perlekæder lange, og med høj cigaretføring tegnede hun aldrig et eneste design: Jeanne Toussaint gav ordrer og kritik! I fire årtier blev hun beskrevet som havende en sjette sans for stil, smykker og smag. Tidens mest velklædte og trendsættende kvinder kom til Jeanne Toussaint for at blive besmykket, heriblandt Wallis Simpson, hertuginde af Windsor.

Cartier til folket

I 1973 lanceres den mere økonomisk tilgængelige kollektion ”Les Must de Cartier” – af lightere, solbriller, kuglepenne, læderprodukter, smykker, ure og parfumer. Omkring dette tidspunkt indser man nødvendigheden af at få styr på firmaarkiverne og den kostbare unikaproduktion, i et forsøg på at bevare den kunstneriske arv og identitet intakt. Målet med det projekt var både kunstnerisk, historisk, kulturelt og sidst, men ikke mindst: Strategisk! I dag ejes firmaet af Richemont luksusgruppen, og navnet Cartier er stadig blandt de mest kendte i smykkeverdenen.

www.cartier.com

 

Luk

 

rating

 
276

Læs seneste nummer her: