•  
de Grisogono – ekstrem luksus med humor

På en ganske almindelig aften står Fawaz Gruosis program som regel på minimum tre fester, og på trods af at gæstelisterne inkluderer nogle af verdens smukkeste kvinder, så er det hårdt og til tider monotomt arbejde. Det synes Fawaz Gruosi i hvert fald, grundlægger, administrerende direktør og eneejer af firmaet de Grisogono – kreativ designer, idérig visionær, festløve og jetsetter. Med fester som et af de vigtigste profileringsværktøjer til at få kongelige, kendte og dem, som gerne vil være begge dele, i tale, er det næppe en overraskelse at smykkedesignet mildest talt er … festligt!

Tekst: Nina Hald

Humor og ekstravagance

Sætter man sig nærmere ind i husets kollektioner, opdager man imidlertid hurtigt at det ikke burde have været nødvendigt for Fawaz Gruosi at feste så grundigt igennem: Designmæssigt bydes der på humor, ekstravagance og en æstetisk dristighed uden sidestykke. Ædelstenene er opfindsomt udvalgt og sammensat, kvaliteten af både sten og håndværk er i top. Således har det første halvandet årti af firmaets eksistens budt på F’er i mængde: Fawaz med sin forhistorie fra Firenze, fester og farver – og dertil et formsprog, der emmer af ekstrem luksus.

Mr. Fawaz Gruosi

Fawez Gruosi er født den 8.august 1952 i Firenze. Oplært som salgsassistent i en florentinsk juvelerbutik, blev han 25 år gammel betroet at åbne en filial i London, og besad stillingen som direktør de næste fire år. Men den unge herre begyndte snart at kede sig. I en alder af 30 år tager Fawaz Gruosi imod et tilbud om at blive officiel repræsentant for et smykkefirma, med udstationering i Saudi-Arabien. I 1993 er lysten til eget firma imidlertid blevet så stor at han grundlægger de Grisogono sammen med to partnere. Firmaets navn er en af partnernes mors pigenavn, og der sælges kun unikasmykker og kunstobjekter i butikken på den prestigefulde Rue du Rhône i Genève. Stilen lægges fast med det samme: Asymmetriske kreationer med humor, dristigt ekstravagante i udtrykket – små beviser på, at drømme ikke kun forekommer i søvne. ”Jeg har et talent for at skabe smukke ting”, har Fawaz Gruosi sagt om sig selv, ”og min smykkestil er spektakulær. Men kvinden er den største juvel af dem alle; smykkerne på hendes hals, håndled og fingre er bare højdepunkter. Hendes skønhed ligger i hendes attitude og hendes selvtillid”.

Flamboyante fristelser

De seneste seksten år har Fawaz Gruosi markeret sig snart med sorte diamantkollektioner, snart med ”til-isede” hvide diamanter – og selvfølgelig er hidsige farvekombinationer af for eksempel lilla og gult alt for fristende til at Fawaz Gruosi kan holde fingrene fra dem! Nogle gange har man fornemmelsen af, at han sidder og griner af smykkekonventioner: Dem kan han da virkelig ikke tage sig af! En fællesnævner for de fleste af smykkerne er det paverede look. Pavé er en speciel fatteteknik, hvor smykkets overflade er dækket af diamanter, og kan relateres til det engelske ”pavement”, som betyder fortov – vel at mærke et fortov, der i de Grisogonos tilfælde er asfalteret med diamanter!

Imod konventionelle smykkedrømme

Som en flamboyant kunstner udtrykker Fawaz Gruosi sig med farvede smykkesten, og ikke mindst med kreativ styrke er han gået imod konventionelle smykkestrømme. Husets stil er helt hans egen, og smykkerne skiller sig altid mærkbart ud ved deres skælmsk-vittige karakter, med et unikt feminint sprog. ”Jeg er designer, forretningsmand og et socialt dyr, så min kalender er altid pakket. Og selvom det måske kan se glamourøst ud udefra, så bliver en del af ens rutiner – også det at mødes med de smukke og talentfulde berømtheder. Jeg finder det svært at slappe af – det er nok også derfor, at nogle mennesker tror jeg er vanvittig”, siger han, sidstnævnte med et stort smil i stemmen.

Læserservice

Foruden de flotte smykkekollektioner, står de Grisogono også bag mange spektakulære mekaniske armbåndsure, som kan ses på www.degrisogono.com

de Grisogono forhandles i Danmark af Reeslev Copenhagen, Bredgade 19, 1260 København K, +45 33 14 40 69, This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it , www.reeslev-copenhagen.com

 

 

Luk

 

rating

 
270
Get Adobe Flash player


Get the Flash Player to see this player.

Læs seneste nummer her: