•  
Gåden om Graff

Selvom diskretion præger diamantindustrien, er nogle mennesker mere hemmelighedsfulde end andre. Blandt dem er englænderen Laurence Graff. Hans overdådige diamantsmykker ses ofte i fuld offentlighed på skuespillere og topmodeller, men manden selv har ingen set i årtier – altså indtil for nylig.

Af Nina Hald

Stedet er Buckingham Palace – året 1973. Pressen er mødt talstærkt op uden for portene, og indenfor gør dronning Elizabeth II sig klar til at tage imod. Men manden alle har ventet på,
Laurence Graff, ankommer uset til slottet af en bagindgang og forlader det igen i al ubemærkethed. Ingen journalister får deres historier, ingen fotografer deres billeder. Laurence Graff kom, fik sin hædersbevisning og var væk igen, så hurtigt og tyst som morgendis en varm sommerdag. I dag, nu hvor Laurence Graff indtager posten som bestyrelsesformand og sønnen François er administrerende direktør, har man besluttet at åbne lidt mere op.

Fokus på det ekstravagante

Historien tager sin begyndelse i 1951, i den fattige del af det østlige London, da Laurence Graff i en alder af blot 15 år bliver lærling hos en juveler i Londons diamantdistrikt, Hatton Garden. ”Jeg husker stadig levende første gang jeg kiggede ind i en diamant, og hvor fascineret jeg blev”, har han udtalt. Gemmolog bliver han først med praktisk erfaring med sten, ikke via uddannelse. Laurence Graff købte til at begynde med kun små diamanter, de eneste han har råd til, for at designe en ring med maksimal blinkende effekt. Han koncentrerer sig allerede fra begyndelsen af om en af de mest eksklusive smykkegenrer, og blandt hans kunder finder man i dag sultanen af Brunei og gemalinde, og Oprah Winfrey, som er kendt for sine dyre diamantsmykker.

Fuld kontrol over værdikæden

Graff kontrollerer produktionen fra rådiamanten ankommer fra minen til den hænger om halsen på kvinden. Rådiamanterne købes fra miner i Canada, Australien, Rusland og Sydamerika, men flest fra Sydafrika, fra Premier Mine, som er en af de ældste igangværende miner, der stadig producerer sten af høj kvalitet. I Johannesburg har Graff 300 ansatte, der står for facettering og polering, og hertil kommer slibeværksteder i New York, Antwerpen og Mauritius. I London sidder fire designere (”stylister”, kalder Laurence Graff dem selv) og 76 guldsmede, der udarbejder smykkerne. Siden slutningen af 1990’erne har det dog været muligt at erhverve ”billigere” smykker hos Graff, til omkring 60.000 kr. stykket – så der også er noget for de mindre formuende!

Mirakler med slibninger

Laurence Graff udtaler: ”Udfordringen for mig består i dag i at erhverve de flotteste og største rå diamanter, og så slibe dem på en sådan måde, at vi lever op til naturens flotteste skaberværk. For vi skaber dagligt mirakler med vores slibninger. Generation efter generation vil forære de diamanter videre, som vi har forarbejdet, og dermed vil de få deres egne historier tilknyttet. Nogle vil sikkert endda blive til legender i egen ret”, fortæller Laurence Graff. Nogle af de legendariske diamanter, som firmaet har videresolgt, har historier, der går flere århundreder tilbage; enkelte fortaber sig ligefrem i mytiske tåger – heriblandt Idolets Øje (70,21 carat), Det Store og Det Lille Afrikanske Hjerte (på hhv. 70,03 carat og 25.22 carat), Windsor (91,23 carat), Imperiets Blå Diamant (39,31 carat) og Sarah (132,43 carat).

Laurence Graff skal have det sidste ord

”En diamant kan aldrig være for stor, og diamanter er aldrig vulgære. Diamanter er kærlighedsbeviser – man kan aldrig for få mange. En mand bør altid overdynge sin kvinde med diamanter og smykker, fordi det indirekte giver ham magt i andre menneskers øjne. Folk vil altid bedømme en mands magt på de smykker, hun bærer!”

 

Se mere på www.graffdiamonds.com

 

Luk

 

rating

 
Relaterede artikler:
17-12-2011 | Nirwana armbåndene forhandles nu i Danmark
Læs mere
22-06-2010 | Diamonds! Diamonds! – I don't mean rhinestones!
Læs mere
20-05-2010 | Ny fantastisk bog om Diamanter
Læs mere
06-03-2010 | Harry Winston – eksklusiv elegance
Læs mere
19
Get Adobe Flash player


Get the Flash Player to see this player.

Læs seneste nummer her: